tirsdag den 16. juni 2009

Navn: Caribbean Rumstout
Type: Stout
Bryggeri: Hornbeer
Alkohol: 11%
Etikettekst:
Vi har brygget på denne øl i lang tid. Nu synes vi selv, at den er som vi ønsker. En meget kraftig stout med brændte toner fra ristet bygmalt, røgmalt, kaffe, en smule krydderier og som prikken over i’et: en sjat rom og herefter lagret på egetræ. Denne øl må gerne gemmes flere år i et mørkt skab eller en kælder. Men den kan altså også drikkes nu. Køb en ekstra flaske og gem den til en særlig lejlighed om nogle år. Den vil udvikle sig som god vin – bare blive bedre og bedre i mange år. Drik den i vinglas til søde desserter, chokolade eller uden noget.
Beskrivelse:
Første og hidtil eneste gang jeg tidligere har smagt Hornbeers Caribbean Rumstout var i forbindelse med en ølsmagning, hvor de ti finalister til årets ølnyhed 2008 blev præsenteret, og vinderen - det blev sørme Hornbeers Caribbean Rumstout. Den aften var det en af de sidste øl på programmet, der blev præsenteret i en rækkefølde, der fulgte alkoholindholdet i øllene nedefra og op. På min stemmeseddel trak den sammen med to andre karakteren 4 ud af 5, der også var det højeste jeg uddelte den aften. Det ville være unfair at forsøge, at beskrive Carribean Rumstout ud fra den aften, dels var mine smagsløg ikke længere på toppen da vi nåede frem til Carribbean Rumstout, dels var min hukommelse forlængst stået af da jeg endelig kom i nærheden af et tastatur. Nu opererer denne blog ikke med karakterer, men havde den gjort det, så havde 4 ud af 5 nok ikke været helt skævt, hvad der så kunne rejse spørgsmålet om hvorvidt jeg ikke bare skulle have tiltro nok til mig selv, til at anmelde når jeg til tider kommer hjem ud på natten. Retstavning er alligevel blevet devalueret de senere år, så lidt natlig desorientering på tastaturet burde ikke rejse mange øjenbryn. Carribean Rumstout er øl som jeg kan lide det, tungt, tyktflydende, og ikke for bittert. Rommen ligger samme sted i smagen og på tungen, som kaffen gør i en kaffestout, men bliver en kende sur et godt stykke henne i eftersmagen, hvad der også er min noget nær eneste anke på denne øl. Dét, og så tror jeg det ville have klædt Caribbean Rumstout, at være en lillebitte smule sødere, ikke meget, ikke så det det blev kendetegnende for øllen, men bare lige en my eller to mere af hvad end måleenhed man bruger til at måle sødme med. Titlen som årets ølnyhed er ganske fortjent, jeg tænker at det er lidt som Oscaruddelingerne, hvor man skal præstere noget, der ligger et stykke fra hvad man tidligere har vist, og hvad folk tror man kan indenfor faget - at bruge rom i øl er i hvert fald en nyhed for mig, og en god en af slagsen.
Indkøbt: Vinens Verden (50cl, 49,-)

0 kommentarer: