Navn: Hr. FrederiksenType: Imperial Stout
Bryggeri: Amager Bryghus
Alkohol: 10,5%
Ibu: 80+
Etikettekst: Allerede når den hældes op i glasset, fornemmes det med det samme, at Hr. Frederiksen er en herre med både potens og stor personlighed. Begsort som Hr. Frederiksens humor er denne ”Imperial Stout” efter amerikansk forbillede med et tæt og cremet, lysebrunt skum, som efterlader pikante blonder i glasset, efterhånden som det modstræbende lægger sig.
Vi indrømmer det gerne – vi er gået amok med maltene i denne øl, hele 8 forskellige har vi brugt, og det er de sorte og brændte, der giver øllet både dets farve og den nærmest ekstreme fylde – dette er nærmest et fudbyrdet måltid på flaske. Også bitterhed leverer de brændte malte sekunderet af amerikansk Centennial humle. Åh jo, Hr. Frederiksen er en oplevelse at byde op til dans, han bør dog nydes langsomt, men så kan han til gengæld også holde en hel aften, hvor man kan varme sig ved hans alkohol og udfordrende charme.
Vi har opkaldt denne øl efter en god ven uden hvis fantastiske støtte og assistance Amager Bryghus ikke var, hvor det er i dag.
Beskrivelse: Hvis der findes en forening for folk med en fetish for perfektioneret ølkonsistens, så må det være øl som Hr. Frederiksen, der giver dem søde drømme om natten, hvis da ikke Hr Frederiksens fuldendthed holder dem vågne indtil morgendagens komme. Fra skum til krop er alt ved denne øls fysiske udformning lige som man kunne ønske det. Øllet er tykt, men stadig letflydende, farven er sortere end sort og skummet bliver stående lige tilpas længe. Jeg er villig til at sætte halvtreds kroner på at slår man i op i ølbrygningens a-b-c, så vil man kunne se, at ikke alene er alt som det skal være, det er også er lige efter bogen. Førsteindtrykket af Hr. Frederiksen er et slag lige på kyssetøjet, der er smæk for alle pengene, og det føles som en eksplosion af kaffe, lakrids og alverdens brændte nuancer går af i munden på én. En eksplosion, der når først forskrækkelsen har lagt sig, dog kun er godt at sige om. Alle de brændte nuancer går i et harmonisk samspil med alle de andre udtryk Hr. Frederiksen byder på, men lige efter det sker der noget mærkeligt. For når eksplosionen har lagt sig, så er der ingenting tilbage. At en øl, der i førstehåndsindtrykket er så voldsom, kan være blottet for eftersmag, må gå imod fysikkens love. Det er fra den ene yderlighed til den anden, og det er Hr. Frederiksens akilleshæl, for havde eftersmagen været lige så eksplosiv og intens som førstehåndsindtrykket af øllen, så havde dette været en vinder, der kunne give de fleste konkurrenter baghjul. Nu er det desværre en underligt uforløst størrelse, der bliver smidt ned i midterfeltets anonymitet, ikke egentlig dårlig, men heller ikke det store vilde, og det er forbandet trist, for med Hr. Frederiksen er Amager Bryghus så forbasket pissetæt på, at have en vinder, der ville tage de nærmeste forfølgere med et par omgange. I stedet må man tage til takke med denne flydende frustration.
Indkøbt: Vinens Verden (50cl, 59,-)

0 kommentarer:
Send en kommentar