torsdag den 3. september 2009

Navn: Beer Geek Brunch
Type: Imperial oatmeal stout
Bryggeri: Mikkeler
Alkohol: 10,9%
Etikettekst: Denne imperial oatmeal stout er brygget med den vietnamesiske kaffesort Ca Pe Chon, som er en af verdens dyreste kaffe-sorter. Ca Pe Chon kaffen er lavet af afføringen fra væseldyr. De sydøstasiatiske dyr spiser kun de bedste og mest modne kaffebønner. Enzymer i deres fordøjelsessystem hjælper til at nedbryde bønnerne. Herefter indsamles afføringen som indeholder de hele bønner og bruges til væselkaffen. Kaffen har en kraftig smag og en endnu kraftigere aroma. Nogle mener endda, at kaffen øger sexlysten!
Beskrivelse: Ingen tvivl, dette er den øl, der har trukket flest overskrifter i meget, meget lang tid. Årsagen er den simple, at udgangspunktet for denne øl er lort. Væsler, kaffebønner bla, bla, bla.. en god historie og et godt salgsargument. Det er nu ikke lutter tom tale al den omtale Beer Geek Brunch har fået, for der er den-onde-lyneme smæk for skillingen. Jordemoderkaffestout havde nok været en bedre, men knap så teknisk korrekt betegnelse for denne øl. Kaffen er helt fremme i smagsbilledet, og uden at være sikker gætter jeg også på at Beer Geek Brunch er relativt humlet, men det er svært at sige, for der er kaffe overalt. Beer Geek Brunch er pikkedyr, men den er også pengene værd. D.v.s. jeg gav på grund af al omtalen gerne 70,- for at få min nysgerrighed stillet, men nu hvor jeg har smagt Beer Geek Brunch, der kunne jeg ikke finde på at give 70,- for at smage den igen. Ikke forstået således, at Beer Geek Brunch er en dårlig, men 70,- for en halv liter er tæt på vanvid. En tilsvarende øl ville nok kunne laves billigere med en anden kaffesort, men hvor er den gode historie så henne?
Indkøbt: Vinens Verden (50cl, 70,-)

0 kommentarer: